Barndom og ungdom
Ludvig 14. arvede tronen, da han var fem år gammel. Anna af Østrig overtog regentskabet og støttede sig til kardinal Mazarin, som videreførte Richelieus politik. Ludvig 14. fik en god uddannelse i sprog, statsret, historie og musik, men foretrak dans, jagt, idræt og krigskunst.
Adels- og borgeroprøret Fronden 1648-53 satte sit stærke præg på barnet. Rigsopløsning truede, og kongen var flere gange i livsfare. Han blev forjaget fra Paris og måtte landsforvise Mazarin. Først da Ludvig 14. blev myndig i 1651, genvandt kongemagten sin autoritet, således at han i 1652 kunne vende tilbage til Paris og genudnævne Mazarin i 1653. Kardinalen genoprettede den indre orden og afsluttede i 1659 Pyrenæerfreden med Spanien, der afstod Artois og Roussillon. Ludvig 14.s ægteskab med den spanske kong Filip 4.s datter Maria-Theresia (1638-83) i 1660 beseglede freden.
Enevælden
Ved Mazarins død i 1661 overtog Ludvig 14. regeringen. Han fratog kongeslægten og højadelen al magt og samlede den i stedet om sin person. Den mægtige superintendantNicolas Fouquet blev fængslet for bedrageri. Statsstyret blev reorganiseret i conseilsunder ministre, der skyldte kongen alt. Finansminister Jean-Baptiste Colbert, der også fungerede som indenrigs-, flåde- og koloniminister, førte en merkantilistisk politik, der gavnede finanserne, og han skabte en flåde større end Englands og Hollands. François Louvois gjorde Frankrig til Europas stærkeste magt med den største stående hær. Styrets svaghed var, at kongen, som ellers var flittig og samvittighedsfuld, ofte fik ukorrekt information, og hans kontrol med lokalforvaltningen var mangelfuld. Efter Colberts og Louvois' død i hhv. 1683 og 1691 var kongen omgivet af dårlige rådgivere, der ikke gav ham modspil i beslutningsprocessen.
Solkongen
Ludvig 14. var danse- og teaterglad og holdt af fester. Han figurerede gerne i balletter og tableauer som Solen, hvis glans forgyldte de mindre planeter. Hoflivet udformedes som et permanent teater, et symbolsk maskineri, der skulle styre adelen. Louvre i Paris blev for snævert. Et lille jagtslot i Versailles blev ombygget til tidens mest prestigebetonede residens, hvor 4000-5000 adelige logerede med tjenestefolk. Det kostede adelen dyrt, men var man ikke ved hoffet, var man ingenting. Slottet i Versailles blev centrum for Europas aristokratiske etikette og mode. Fransk klassisk litteratur, teater, kunst og musik blomstrede, støttet af kongelige akademier. Det traditionelle ceremoniel afløstes efterhånden af manifestationer, hvis indhold var en religiøs kult omkring kongemagten, skønt Ludvigs levned med elskerinder og uægte børn lå langt fra tidens kristne moral.
Stormagtspolitik
Det var Ludvig 14.s mål at dominere Europa og udvide Frankrig til Rhinen. Hans forestillinger måtte nødvendigvis vække europæisk modstand. 1667-68 førte han krig mod Spanien om De Spanske Nederlande, men England og Holland tvang ham til Freden i Aachen, der kun gav Frankrig en lille del af Flandern. I 1672 angreb Ludvig Holland, men blev standset, da hollænderne åbnede deres diger. Spanien og Østrig blev inddraget i krigen. Ved Nijmegenfreden i 1678 fik Ludvig Franche-Comté og nogle mindre områder ved Frankrigs nordøstgrænse.
Vendepunktet
Ludvig 14. skiftede herefter til en mere fredelig ekspansionspolitik. Med spidsfindige juridiske begrundelser og militære trusler annekterede han bl.a. Strasbourg i 1681 og Luxembourg i 1684. Provokationerne førte til Den Pfalziske Arvefølgekrig 1688-97, hvor en stor europæisk koalition tvang Frankrig til at opgive anneksionerne på nær Strasbourg. Trods europæisk modstand accepterede Ludvig 14. i 1701 den sidste spanske habsburgers testamente til fordel for Ludvigs sønnesøn, Filip 5., og skaffede dermed Frankrig adgang til det umådelige spanske kolonirige. Det førte til en ny koalitionskrig, Den Spanske Arvefølgekrig 1702-13, der sammen med isvintre og misvækst drev Frankrig til randen af økonomisk og militært sammenbrud. Ved Utrechtfreden i 1713 mistede det sine kolonier i Nordamerika, mens Spanien mistede Gibraltar, Nederlandene og sine besiddelser i Italien. Filip 5. beholdt den spanske trone, men opgav arveretten til den franske.
Alderdom
Som enkemand giftede Ludvig 14. sig i 1684 med sin elskerinde Francoise d'Aubiqné Maintenon. I 1685 ophævede han Nantesediktet, hvilket drev omkring 200.000 af de driftigste huguenotter i eksil til skade for landet. Kongen mistede i 1711 sin søn og i 1712 og 1714 sine sønnesønner. Han døde forhadt af folket og efterlod sit femårige oldebarn et land udmarvet af krige og skatter.'
Versailles
Slottet Versailles (Château de Versailles) består af en mægtig langbygning, 415 meter i længden, med et fremskudt midterparti. Kernen af midterbygningen er den ældste del af slottet; det opførtes under Ludvig 13. i årene 1624-1626 som et jagtslot efter planer af J. Lemercier; men næsten alt det øvrige er opført under Ludvig 14., der efter 1663 holdt sine glimrende sommerfester i Versailles. Ked af St. Germain, efter sigende fordi han her havde udsigt til St. Denis, hvor kongegravene fandtes, besluttede den store konge at lade rejse et slot, der ikke alene kunne optage det kongelige hus og den øverste statsforvaltning, men tillige var stort nok til at modtage den samlede hofadel og yde plads til ballerne, teaterforestillingerne, festerne og en række andre fornøjelser.
Den første bygmester, Louis Levau ledede opførelsen af de østlige tilbygninger; men da han døde 1670, blev J. Hardouin Mansart slotsbygmester. Han byggede et stokværk oven på Levaus tilbygninger, forhøjede også slottets midtbygning ud mod haven og byggede endelig den lange sydfløj. Ikke des mindre fandt Ludvig 14. slottet for lille, da han 1682 henlagde residensen til Versailles, og Mansart byggede derfor 1684-88 den lange nordfløj, så slottet havde plads til over 10.000 beboere. Under Ludvig 15. og Ludvig 18. tilføjedes to nyklassiske pavilloner i slotsgården, og her rejstes 1832 en rytterstatue i bronze af Ludvig 14., og til begge sider af »Solkongen« opstilledes 16 store standbilleder af franske statsmænd og feltherrer, såvel fra Ludvig 14.s som også fra ældre og nyere tid, for en del hertil henflyttede fra Concordebroen i Paris.
Parken, der i terrasser sænker sig ned fra slottet, er anlagt efter planer af den berømte Lenotre. Den er i stilfuldhed og størrelse slottet fuldstændig værdig. Som slottet er et fornemt monument for »Ludvig 14.s stil«, er parken et typisk eksempel på den stive, men dog så yndefulde franske havekunst med dens græsplæner, statuer, springvand og de i geometriske former tildannede træer og rosenbede. På de dage, vandspringene sættes i virksomhed, samler parken stadig et mægtigt antal af besøgende. I parken ligger, idyllisk hengemte, de to lystslotte Store og Lille Trianon. Ludvig 14. ofrede en sum på omtrent 500 millioner franc på opførelsen af slottet Versailles.
Betydningsfulde historiske begivenheder er knyttede til dette slot. Her fødtes 4 af Frankrigs konger: Ludvig 15., Ludvig 16., Ludvig 18. og Karl 10.; her sluttedes 1783 freden mellem England og Frankrig-Nordamerika, og her modtog kongen 2. maj 1789 de indkaldte rigsstænder i audiens; men 6. oktober førtes han af den oprørske folkesværm til Paris. Fra 5. oktober 1870 til 13. marts 1871 havde den tyske hær sit hovedkvarter i Versailles, og 18. januar 1871 proklameredes det tyske kejserdømme i slottets spejlgalleri. Efter at fredspræliminarierne mellem Tyskland og Frankrig var blevet underskrevet i Versailles 26. februar 1871, drog den franske nationalforsamling ind i slottet 10. marts samme år og forblev her indtil 1879, da den atter fik sæde i Paris. Den 28. juni 1919 sluttedes freden mellem de allierede og Tyskland i slottets spejlgalleri. Ved præsidentvalg og forfatningsrevision forener deputeretkamret og senatet sig til nationalforsamling i slottet i Versailles. Allerede under Ludvig Filip indrettedes slottet til et historisk nationalmuseum, der foruden de kongelige værelser med fuldstændigt udstyr fra Ludvig 14.s dage indeholder en mængde kunstværker: buster, portrætter, slagbilleder (af H. Vernet, Delacroix, A. Scheffer, Yvon og flere), luksus- og brugsgenstande.
